I dag, mandag, har folketingsmedlem og finansordfører, valgt i Sønderjylland, Benny Engelbrecht takket for Kommandørkorset af Dannebrogordenen ved en audiens hos Hans Majestæt Kong Frederik X. Kommandørkorset modtog Benny Engelbrecht i december og audiensen sker i en travl tid i Kongehuset, hvor Kongen netop har afsluttet et tiltrædelsesbesøg i Japan og nu er på vej til Grønland med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, for at styrke båndene i rigsfællesskabet.
“Det er en stor ære at modtage Kommandørkorset af Dannebrogordenen. I en tid præget af global usikkerhed og politiske spændinger er det afgørende at have institutioner, der kan samle og forene os som nation. Hans Majestæt Kong Frederik har påtaget sig denne opgave med værdighed og nærvær. Hans nylige besøg i Japan og det forestående besøg i Grønland vidner om hans engagement i at styrke båndene i rigsfællesskabet. Jeg har en dyb respekt for den rolle, kongehuset spiller i at repræsentere hele rigsfællesskabet og det danske mindretal i Sydslesvig”, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.
Modtagelsen af Kommandørkorset markerer også en ændring i Socialdemokratiets holdning til kongelige ordener. Tidligere har partiet haft en tradition for at takke nej til sådanne hædersbevisninger, men denne praksis blev for nyligt ændret.
“Jeg har i flere år været fortaler for, at mit parti skulle normalisere vores syn på kongelige ordener. Det fremgår blandt andet af min biografi, der udkom i 2020. Derfor er jeg glad for, at Socialdemokratiet nu har åbnet op for, at ministre og folketingsmedlemmer selv kan vælge at modtage ordener på lige fod med hvad socialdemokratiske borgmestre og kommunalpolitikere har gjort i årtier”, siger Engelbrecht.
Udnævnelsen til Kommandør af Dannebrogordenen er en anerkendelse af Benny Engelbrechts arbejde som folkevalgt og forhenværende minister.
”At modtage Kommandørkorset er en stor ære. Det er en anerkendelse af det arbejde, vi udfører som folkevalgte, og en påmindelse om kongehusets evne til at samle nationen på tværs af politiske skel. Jeg vil bære korset med stor ydmyghed, og glæder mig til at fortsat at følge kongehusets flotte arbejde”, siger Benny Engelbrecht.