Alsions koncertsal sprængte rammerne – hele 53.000 gæster i 2024

Alsion. Foto af: Bo Bach Jensen


Ole Kæhler
Ole Kæhler
3. marts 2025 kl. 06:00

Læsetid: 3 minutter


Koncertsalen Alsion sprængte sine rammer i 2024. Aldrig har så mange sat sig i de røde sæder i stedets 17 år lange historie: 53.000 publikummer til 100 forestillinger.

Selvfølgelig er jeg stolt over, at vi kan tiltrække så mange mennesker. At vi har oparbejdet sådan et godt navn. Men vi er ydmyge om det. Vi fornemmer helt klart, at folk gerne vil køre langt for at komme hertil, siger Alsion-direktør Martin Nørbæk til Nært & Nyt Sønderborg.

’Fornemmer’ er det tætteste, som direktøren kan komme stedets publikum. Koncertsalen Alsion er nemlig en sal, man lejer. Fonden må ikke selv arrangere. Musikere og agenter booker salen og sælger selv billetter, så GDPR forhindrer koncertsalen i at få adgang til publikumsdata – herunder folks bopæl. Så det gælder om hele tiden at være et sted, som agenter og bookere har lyst til at leje, og som publikum har lyst til at købe billetter til. Sønderborgs og dermed Alsions placering på landkortet er nu engang, som den er.

”Tidligere borgmester A.P. Hansen sagde gerne, at når man bor i en støvlehæl for enden af en gedesti, så skal man være dygtigere end de andre. Derfor fik han bygget blandt andet Alsion. Det tankesæt gør vi vores bedste for at videreføre også i dag. Vi taler ind i det gode liv i Sønderborg. Ind i, at her kan man opleve rigtig mange ting – om man så er borger eller besøgende. Politikerne vil gerne tiltrække tilflyttere fra ind- og udland. Det kræver, at kommunen også kan tilbyde kultur på højt niveau”, siger Martin Nørbæk.

Skaber omsætning i restauranterne

Publikum er ikke kun gode til at købe billetter til koncerter, foredrag, shows og comedy. De er også blevet gode til at starte besøget i koncertsalen ved at booke bord på en af byens restauranter.

”Jeg er flere gange stødt på udsagn som ’var jeres forestilling for nylig udsolgt? Vi kunne nemlig ikke få bord noget sted før klokken halv otte’. Jeg ser også, at nogle spisesteder laver særlige koncertmenuer, som læner sig op ad vores forestillinger. Det gør mig glad, for så spiller vi jo endnu mere ind i det store, samlede billede af, at Sønderborg er et sted, hvor vi løfter hinanden”, siger han.

Martin Nørbæk og resten af koncertsalens medarbejdere hviler ikke på laurbærrene. De tænker i at nye målgrupper og oplevelser. Det er allerede blevet til et samarbejde om blandt andet film- og popcornsaftener med studerende på SDU, som koncertsalen deler adresse med. Koncertsalen er dog omhyggelig med ikke at kannibalisere fra byens øvrige spillesteder så som Sønderborghus, Mejeriet, Mølleparken og Sønderborg Teater.

”Vi gør i hvert fald vores til at bevare dialogen, så vi ikke stjæler publikum fra hinanden. Det vil jo ikke gøre noget godt for nogen. Hvert hus har sin type publikum, som passer perfekt til det sted. Sammen gør vi Sønderborg rigtig stærk”, siger Martin Nørbæk.

Interesserede kan se hele udbuddet af oplevelser ved gå ind på hjemmesiden koncertsalen-alsion.dk