Lykkens Skib – et stort nordisk folkemusik-værk med 150 korsangere

Lykkens Skib – et stort nordisk folkemusik-værk med 150 korsangere
Kor 72. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Der bliver klang for alle pengene, når Harald Haugaard, Helene Blum, deres band og et kor på over 150 sangere søndag 25. oktober indtager scenen i Koncertsalen Alsion. De uropfører værket, Lykkens Skib, der er en sangcyklus i 11 satser for solist, blandet kor og ensemble.

Værket er bestilt af Kor 72.

Værkets primære inspirationskilde er Johannes V. Jensens roman Kongens Fald, som i 1999 blev kåret til det 20. århundredes bedste danske roman.

”Der er en fantastisk roman, som er fyldt med farver, poesi og fortællinger der fanger og vi fokuserer på Lykkens Skib, hvor hovedpersonen i romanen drømmer om at være ombord på lykkens skib, hvor mennesker er forenet i en smuk, næsten æterisk harmoni”, siger Harald Haugaard til Nært & Nyt. Han har skrevet værket sammen med sin hustru, Helene Blum.

”Som komponister er vi begge fangede og forførte af poesien, sproget, farverne og billederne der strømmer i højt tempo igennem romanen og hører nærmest musik i baggrunden ved læsningen. Romanen er så sanselig og mangfoldig, at der i hvert kapitel er oceaner af inspiration og veje at gå”.

Den nordiske folkemusik gennemstrømmer værket:

”Den nordiske folkemusik, som er vores udtryksform, ligger som en klangbund under fortællingen og det var nærliggende at binde satserne op på de forskellige danseformer, som vi kender fra traditionen som f.eks. menuet, polonæse, svejtrit med mere. Det bidrager til skabelsen af et afvekslende værk, der spænder fra det helt æterisk blide møde i natur og kærlighed til det meget dramatiske kraftfulde stockholmske blodbad”, fortæller de to komponister.

Der er sikkert mange, som er spændte på at opleve uropførelsen af værket i Alsion.

”Og vi er også spændte og håber på, der kommer virkeligt mange i salen”, siger Harald Haugaard, som rigtigt mange kender fra folkBALTICA.

”At stå i en af Danmarks bedst klingende koncertsale med en uropførelse, der ligger os så tæt på hjerte og dele det hele med et 150 personers stort kor – kun få hundrede meter fra det sted, hvor romanen slutter, er tæt på at være den berømte højere enhed”, siger parret.

Koncerten begynder klokken 16.

Det koster 120 kroner for voksne at komme ind, mens der er gratis entré for børn og unge.

Billetterne er i salg på Koncertsalen Alsions hjemmeside.

 

 

 

Læs også...  Motionsløb på Kær Vestermark

GÅET GLIP AF .. ?