FC Sønderborg markerer sig stærkt på talentlandkortet med hele 10 spillere, som er blevet udtaget til DBUs U13 og U14 talenttræninger i Jylland Syd, som finder sted i Rødding den 29. og 30. april.
Sportschef Erik Nielsen glæder sig over udtagelserne og roser klubbens træningsmiljø:

U13-spillerne der er valgt ud til talenttræning. Privat foto
“Det bekræfter, at vi i FC Sønderborg er rigtig dygtige til at udvikle spillere med potentiale. Vi arbejder målrettet med både det tekniske, taktiske og mentale og det giver resultater. At have 10 spillere med til DBU-talenttræninger er ikke kun en cadeau til spillerne – det er også et stort skulderklap til vores trænere og hele klubmiljøet”, siger han i en pressemeddelelse.
“FC Sønderborg er mere end bare en fodboldklub. I samarbejde med Sønderborg Kommune, Sønderborg Talent Akademi og idrætsklasserne på Alssund-Skolen skaber vi rammerne for, at unge fodboldspillere kan udvikle sig både sportsligt og menneskeligt. Det betyder, at vi ikke blot udvikler dygtige spillere – vi er også med til at fastholde unge mennesker i området, så de både tager en ungdomsuddannelse og finder arbejde her i Sønderborg Kommune”,, siger klubbens kommunikationschef, Marius Vestergaard, som fremhæver betydningen af det stærke lokale setup
”Der skal samtidig lyde en stor tak til moderklubberne, som med deres indsats og opbakning til FC Sønderborg som overbygning spiller en helt central rolle i talentudviklingen i vores område. Det er i fællesskab, vi skaber mulighederne for fremtidens fodboldspillere”.
Navnene på dem der er udtaget
U13 Talenttræning: Leo Ordonez-Koziol, Liam Cords Steffensen, Nikolaj Falk Jepsen, Noah Tobel Smedemand, Oscar Have Alsing, Viktor Nielsen og Willads Møller.
U14 Future Talenttræning: Andreas Gullo Christensen, Snorre Andersen og Tristan Elliott Duus.