4. maj: AL-sang, fællesspisning og stearinlys i vinduerne

Lys i vinduerne. Arkivfoto af: Bo Bach Jensen


Ole Kæhler
Ole Kæhler
13. april 2025 kl. 04:20

Læsetid: 2 minutter


80-års dagen for modtagelse af frihedsbudskabet den 4. maj 1945 fejres på Sønderborg Kaserne med AL-sang, fællesspisning og stearinlys i vinduerne.

Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg området har som fast tradition at sætte stearinlys i vinduerne på Kasernen i Sønderborg den 4. maj. Der er mange vinduer, så der tændes rigtig mange stearinlys.

For at markere, at det i år er 80 år siden at fredsbudskabet blev modtaget er arrangementet udvidet en del. Fra kl. 17.00 til kl. 19.45 samles vi i Salen på Kasernen til en kombination af AL-sang, fællesspisning fra buffet, underholdning og en enkelt tale, skriver Kontaktudvalget.

Sangene, der synges under ledelse af Det Sønderjyske Sangcenter, er valgt fra den gamle Kongesangbog, som udkom på Kong Christian X fødselsdag den 26. september 1940. Det er gjort for at sikre, at det var disse sange man typisk sang under krigens AL-sang.

Aftenen benyttes samtidigt til at hædre kommunens veteraner og derfor kommer Henrik Lind Hansen og synger og spiller tre sange, som er skrevet for veteraner. Han er selv veteran og har tidligere sunget sangene i blandt andet Viborg Domkirke.

Talen i Salen holdes af kommunaldirektør Tim Hansen, der også selv er veteran og efter arrangementet i Salen samles alle i kasernegården, hvor fredsbudskabet høres og det bliver organiseret, hvordan de mange stearinlys tændes klokken 21. Der tændes 1018 levende lys i vinduerne og Dannebrog hejses op i det belyste flagtårn – og der hersker en ganske særlig stemning om aftenen den 4. maj på Sønderborg Kaserne, når vinduerne lyses op med levende lys til minde om Danmarks befrielse i maj 1945

Aftenen slutter med et festfyrværkeri fra Kasernens sportsplads kl. 23.00.

Prisen for at deltage i AL-sang og spisning i Salen er 150 kroner pr. person, som betales til konto nr. 7931 1192615 – når man har betalt er man tilmeldt.

Man er velkommen til at deltage i det efterfølgende arrangement gratis og uden tilmelding.