Tirsdag 6. oktober klokken 19 kan publikum i Sønderborg opleve en af det 21. århundredes markante britiske forfatterstemmer direkte fra Den Sorte Diamant i København. Forfatteren Zadie Smith gæster International Forfatterscene i Dronningesalen, hvor hun bliver interviewet om sit forfatterskab. Samtalen livestreames samtidig til folkebiblioteker over hele landet, og biblioteket i Sønderborg er med.
Smith er i Danmark for at modtage H.C. Andersens Litteraturpris 2026.
Outsideren som omdrejningspunkt
Priskomiteen hædrer Zadie Smith for hendes evne til at portrættere outsideren med både et distanceret blik og en livsbekræftende empati, og for gennem sine romaner at indfange og ramme tidsånden.
“Smith skriver om mennesker, de fleste kan genkende: familier, der skændes og holder sammen, naboer der lever side om side uden helt at forstå hinanden, og unge, der forsøger at finde ud af, hvor de hører til. Det gør hun med en humor og varme”, siger bibliotekar Maria Berg Rasmussen fra biblioteket i Sønderborg i en pressemeddelelse.
Siden debuten Hvide tænder i 2000 har Smith skrevet romaner, essays, noveller og dramatik med et skarpt og ofte humoristisk blik på identitet, klasse, race og kultur. Mennesker, der bevæger sig mellem forskellige miljøer, generationer og tilhørsforhold, står centralt i store dele af hendes forfatterskab.
Senest er den historiske roman Bedrageren og essaysamlingen Frit spil udkommet på dansk. Bedrageren blev Smiths første historiske roman og tager udgangspunkt i en berømt retssag fra det victorianske England.
Et forfatterskab formet af det multikulturelle London
Zadie Smith er datter af en jamaicansk mor og en engelsk far. Hun voksede op i det nordvestlige London i et kvarter, hvor mange kulturer, sprog og baggrunde levede side om side. Det miljø blev omdrejningspunktet for hendes debutromanen Hvide tænder, og er siden vendt tilbage i hendes forfatterskab.
Under samtalen i Den Sorte Diamant bliver Smith interviewet om sit prisvindende forfatterskab, og der vil også blive læst op fra hendes romaner og essays.
Gratis billet bookes via bibliotekets hjemmeside.




