Flere end 200.000 børn og voksne har allerede været ude på eventyr med appen Natureventyr, der indeholder eventyr udformet som skattejagter i naturen. Nu føjes 14 nye eventyr i Grænselandet til appen og to af dem findes i Sønderborg Kommune.
Det markeres med et event ved Støvlen på Kær Vestermark søndag den 6. april klokken 10-12. Børnefamilier inviteres til eventet, hvor man ud over selve ruten kan deltage i krea-aktiviteter samt møde rollespillere fra SLuRK, Sønderborg Live Udendørs Rollespil Klub, og borgmester Erik Lauritzen, der byder velkommen, skriver Sønderborg Kommune.
De 14 eventyrruter er blevet til i et samarbejde mellem de syv kommuner i grænselandet, Deutscher Jugendverband für Nordschleswig og Natureventyr med støttekroner fra Interreg Deutschland-Danmark og Den Europæiske Union.
De 14 eventyrruter skal give børnefamilier på begge sider af grænsen lyst til at udforske grænselandets natur, kultur og historie. Eventyrene om vildungerne er skrevet til børnefamilier med børn i alderen 4-9 år. Ruterne er 1-2 km lange, og eventyrene i grænselandet kan opleves på både dansk og tysk.
Hvert eventyr er skrevet til området og tager udgangspunkt i de ting, som man møder på sin vej. Undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og udfordringer, der skal løses.
Der er lokale eventyrrute på Kær Vestermark og i Oksbøl Skov.